Biblioteket anbefaler: Bogen "Ligene vi begravede"

"The corpse you planted last year in your garden, has it begun to sprout?"

T.S. Eliot The Waste Land

Med disse på én gang meget mørke og smukke ord lånt fra et digt af T.S. Elliot, starter denne makabre, vanvittige og samtidig virkelig smukke roman om to søstres opvækst i en lille svensk by. En roman, der trækker både på den klassiske gotiske roman, på krimien og på dannelsesromanen og iblander det grotesk humor.

Der er så dejligt ude på landet

Eller er der? Vi befinder os i en lille skånsk by, der kunne minde om de mange svenske småbyer, vi læser om i diverse krimier eller følger i tv-serier, og hvor vi gyser over alle de ubehagelige mennesker, der lever i mørket og ikke mindst alle deres hemmeligheder.

Det gælder til dels ligeledes her: Der er mord, misrøgt og druk overalt, og de to hovedpersoner, søstrene Jolly og Peggy synes at være havnet et meget mørkt sted, da de som 2-3-årige piger flytter ind hos plejemor og plejefar efter forældrenes død.

Søstrene Peggy og Jolly hedder oprindeligt Eleonora og Ulrika og kommer "fra skovene længere oppe nordpå", som romanens fortæller Jolly forklarer. 

De kommer altså udefra, har noget "ædelt" i sig, som deres (biologiske) onkel bekriver og "må ikke lade sig ødelægge af bondelandet", fortsætter han. Det er gennem Jollys øjne og ord, læseren ser på det mærkelige liv, der leves her, og også gennem hende, vi får historien om de to søstres vidt forskellige måde at tackle det på.

Perverse stoddere, pædofile svin og ålehoveder

Det er et hårdt og slidsomt liv, søstrene møder. Man kan næste føle tyngden af mudder på støvlerne og lugte stanken af og høre lydene fra svinebedriften, som plejeforældrene kører hårdt. Søstrene tager del i arbejdet og livet på gården, men gør sig deres tanker og finder helle og lys på hver deres måde.

Peggy gennem sin intelligens, fantasi og indimellem provokation. Hun kværner bøger, især dem hun finder og diskuterer med den mystiske Dragan fra det dunkle antikvariat. Et antikvariat, der også rummer en meget speciel bog med et omslag lavet af menneskehud (!). Wolff har sans for det makabre og foruroligende.

Peggy bruger også det at fortælle historier som en vej ud, nogle gange som underholdning og afprøvning af grænser, andre gange til decideret afledning af f.eks. plejefar Leif. Og så finder hun tidligt ud af, at også kvindekroppen kan bruges til noget. På godt og ondt. Målet står altid lysende klart for Peggy, hun skal VÆK fra byen.

Jolly derimod er mere stille, registrerende og afventende. I skolen kan lærerne nærmest ikke huske, at hun er elev der, hun er næsten usynlig. Hun læser også, men bruger bøgerne fra bogbussen, som jævnligt kommer forbi med den sympatiske Keld ombord. 

Her får hun forklaring på nogle af de ting, hun ikke forstår eller kender til. Og selvom hun på overfladen måske kan fremstå ubegavet eller naiv, så er hun det ingenlunde. Hun læser nemlig mennesker, også sin søster. Og ikke mindst alle de farlige af slagsen. Og dem er der mange af overalt:

"(...) der går tretten på dusinet, og det er ikke kun hos os. Jeg har set så mange fint indpakkede pædofile og ålehoveder sidde på barer helt andre steder end i vores by (...) Jeg kan genkende de her mennesker på lang afstand. Jeg behøver ikke engang møde deres blik".

Det lille fællesskab

Ligeledes viser plejemor Jenni sig at rumme mere end først antaget. Efter plejefar Leifs pludselige død,  kommer der nye sider frem, som rummer både varme, sårbarhed og handlekraft. En gal eller måske genial idé om, at hun nu skal hævne al den vold og uretfærdighed, der er omkring hende, vokser. Og et tiltagende fællesskab med Peggy og Jolly spirer frem.

Plejemor Jenni møder også den yngre, lidt geskæftige og meget drevne Solbritt, som hun forelsker sig dybt i og som viser sig at være hendes store kærlighed. Og da de to chilenske flygtninge Gasten og Benny flytter ind, fuldendes det lille fællesskab. 

Med en baggrund i hhv. politiarbejde og retsmedicin kan de ovenikøbet bidrage med både viden om og praktiske erfaringer til fællesskabets "projekter". 

Og i denne tour de force af vanvid og meget konkrete, sanseligt beskrevne handlinger vokser det lille fællesskab sig stærkere og stærkere. Som læser ryster man på hovedet og gyser over deres projekter, men man tager sig også i at holde med dem og håbe på, at de lykkes.

Den lille by er kendt for i 1800-tallet at have fostret en berømt kvindelig forfatter. Den kvindelige forfatter er man på sin vis stolt af, selvom hun på dramatisk vis tog livet af sig selv af ulykkelig kærlighed til en dansk mand. Det siges, at hun spøger i byen. 

Minder det dig lidt om Victoria Benedictssons forfatterskab, så er det helt rigtigt fanget. Lina Wollf har tidligere beskæftiget sig med Benedictsson i sit forfatterskab. 

Hun havde også sin gang i den lille by Hörby, hvor Lina Wolff selv kommer fra. Begge kender altså den lille svenske by på godt og på (virkelig) ondt. Og dette gotiske spøgelsesspor fungerer virkelig godt til både at skabe suspense og til at knytte (kvinde)historien sammen på tværs af tid.