Biblioteket anbefaler: Filmen "No Other Choice"

Med en stil, der balancerer mellem brutale voldsscener, kulsort humor og visuelt opfindsomme billeder, leverer Park Chan-wook et mordtogt, der både underholder og stikker dybt i samtidens nervøse forhold til arbejde, identitet og teknologi.

Historien følger familiefaren Man-soo, hvis tilsyneladende perfekte middelklasseliv krakelerer, da han pludselig mister sit job efter en virksomhedsovertagelse. Ét år senere er økonomien kollapset, familien er ved at glide fra hinanden, og hans selvforståelse som forsørger er smuldret. 

I ren desperation udtænker han en grotesk plan: at eliminere sine jobkonkurrenter én efter én for selv at stå tilbage som den ideelle kandidat. Det er en absurd præmis, men filmen får den til at føles både uhyggeligt logisk og tragikomisk – som en ekstrem konsekvens af et system, der dyrker konkurrence og effektivitet over alt andet. 

Opdateret version

Filmen bygger på Donald Westlakes satiriske horror-roman The Ax fra 1997, som grækeren Costa-Gavras for tyve år siden filmatiserede i Frankrig under titlen "Papirmanden". 

"No Other Choice" er opdateret til en nutidig frygt for kunstig intelligens. Truslen er ikke længere bare globalisering, men en fremtid, hvor mennesker erstattes af maskiner – en pointe, der serveres med isnende ironi.

Stilmæssigt er filmen klassisk Park Chan-wook. Den trækker tråde til "Oldboy" i sin kompromisløse vold, men også til den mere elegante billedside fra de sofistikerede "The Handmaiden" og "Decision to Leave". 

Samtidig deler den DNA med instruktørkollegaen Bong Joon Ho’s oscarvinder, "Parasite", i sin bidske kritik af klassesamfundet, hvor almindelige mennesker presses ud i ekstreme handlinger. Resultatet er en film, der ubesværet skifter mellem spænding, farce og social satire.

Absurd brutalitet

Lee Byung-hun, Sydkoreas nok største filmstjerne, er fremragende som Man-soo. Han balancerer det tragiske og det komiske med et nærmest elastisk ansigtsspil, der gør karakteren både latterlig og dybt tragisk. 

Son Ye-jin spiller overbevisende elegant den mistænksomme hustru, og deres ægteskab udvikler sig til en blanding af kærlighed, kontrol og gensidig mistillid. Familien fremstår som en skrøbelig facade, hvor problemerne langsomt siver frem: en utilpasset stedsøn, en tavs datter og en mand, der er ved at miste grebet om virkeligheden.

Noget af det mest bemærkelsesværdige er filmens tone. De voldelige scener er ofte klodsede og kaotiske, hvilket skaber en absurd humor midt i brutaliteten. 

En scene, hvor et mordforsøg udvikler sig til et skrigende kaos mellem flere personer, indkapsler filmens evne til at blande spænding og komik på én gang. 

Samtidig er det visuelle udtryk ekstremt gennemført med kreative kameravinkler, flydende overgange og et nærmest symbolsk brug af rum – især familiens modernistiske hjem, der fungerer som en metafor for hovedpersonens sammenbrud og maskulinitetskrise.

Imponerende og underholdende

Under overfladen er filmen dog dybt pessimistisk. Man-soo retfærdiggør sine handlinger med, at han “ikke har noget valg”, men filmen udfordrer netop denne tankegang og peger på, hvordan individer bruger systemet som undskyldning for deres egne valg.

I sidste ende bliver "No Other Choice" en mørk refleksion over en verden, hvor konkurrence, teknologi og frygt for at falde igennem langsomt underminerer både moral og menneskelighed. Over det svæver begreber som skam og ansvar. I mange østasiatiske kulturer - og især i Sydkorea - fylder begreber som ære, familieansvar og “at miste ansigt” rigtig meget. 

Kort sagt er "No Other Choice" en både underholdende og ubehagelig filmoplevelse. En absurd, voldelig og visuelt imponerende satire, der rammer noget meget præcist om vores tid.