Litteratur

Helene Franch og Feline Kamber vinder debutantpris

Helene Franch og Feline Kamber blev årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Den 10. november kan du møde de to prisvindere på Gentofte Hovedbibliotek, hvor de sammen med to andre aktuelle debutanter giver et indblik i den nye litteratur.

Af Gentofte Bibliotekerne

Helene Franch og Feline Kamper
Foto: Jonas Normann

I Helene Franchs debutroman Drude skal den 7-årige Drude overnatte hos sine bedsteforældre. Det lyder umiddelbart trygt og hyggeligt, men for Drude er der noget, der ikke føles rigtigt.

Helene Franch fortæller historien tæt på barnets perspektiv og lader læseren være i tvivl om, hvad der egentlig foregår. Er der noget galt i bedsteforældrenes hjem, eller er det Drudes fantasi og hjemve, der løber af med hende?

Feline Kamber debuterede med Foder til høns, hvor læseren møder et lokalsamfund på en ø befolket af mennesker, dyr og mystiske væsener.

Romanen bevæger sig mellem fantasy og horror og er fuld af særegne karakterer, sanselige beskrivelser og en fortælling, hvor det velkendte hele tiden bliver lidt mærkeligt.

Mød årets debutanter

Du kan møde både Helene Franch og Feline Kamber til Debutantdag den 10. november på Gentofte Hovedbibliotek.

Her får du mulighed for at møde fire af årets aktuelle romandebutanter og høre om deres bøger og forfatterskaber. Ud over Helene Franch og Feline Kamber kan du møde Nanna Holm, der står bag Røde Port, og Nanna Storr-Hansen, der har skrevet Græsenke.

Aftenen giver samtidig et indblik i nogle af de strømninger, der præger den nye litteratur lige nu. Fra socialrealisme til fortællinger, hvor folklore, overtro og mystiske væsener bruges til at undersøge den uro og de kriser, der præger vores tid.

Det er gratis at deltage i Debutantdagen, men du skal booke billet for at være med. Det kan du gøre på linket herunder.